Ginnens historie – første del

Ginnen har en spændende historie, som du kan læse over de næste par indlæg på Ginmandens blog.

Det er svært at sætte en helt præcis dato på, hvornår gin blev til den drik vi kender i dag – en spiritus destilleret på korn el.lign. For den startede sandsynligvis som en medicinsk drik helt tilbage i 1000-tallet, hvor bl.a. munke brugte den, da enebær dengang var et kendt middel til at kurere nyre- og blærelidelser. Dengang blev enebærren destilleret sammen med vin, og smagte sandsynligvis slet ikke som den spiritus vi kender i dag.

Skiftet fra medicinsk drik til noget, der minder om nutidens gin skete i datidens Nederlandene (et område, der bl.a. dækkede over nutidens Holland) i 14-1500-tallet. I 1300-tallet var det blevet almindeligt at destillere på bl.a. korn og kartofler, i Nederlandene var de især glade for at destillere på rug. Udfordringen var at den fuselolie (en blanding af forskellige alkoholer, som dannes under destilleringen), ikke smagte særlig godt, og man ledte derfor efter noget, til at dække over den grimme smag. Enebær viste sig, at fungere virkelig godt til formålet, især hvis man blandede det med sukker. De små bær voksede i forvejen alle vegne, så det passede perfekt. Det hollandske ord for enebær er jenever, og på den måde så den første variant af den gin, vi kender i dag dagens lys for første gang i Holland, til at hedde genever.

Den London Dry Gin du kender i dag, opstår helt rigtigt i London, så den hollandske genever må jo have bevæget sig til England på et tidspunkt. Det gjorde den i starten af 1600-tallet under Trediveårskrigen, hvor England var del af en alliance med blandt andre Holland. Under disse krige blev hollænderne kendt for Dutch Courage, et “mod” som de kunne udvise på slagmarken, fordi de fik et krus genever. Det blev englænderne naturligvis introduceret til, og tog det efter krigen med hjem til England. Der boede allerede 6.000 flamske protestantiske flygtninge i London i 1570, så genever var ikke ukendt i byen, soldaternes hjemvenden med deres oplevelser øgede blot interessen for og efterspørgslen efter genever. 1688 skulle vise sig at være et skæbnesvangert år for udbredelsen af genever i England. Det var nemlig året, hvor en hollænder, William af Orange, satte sig på tronen som konge. Det førte naturligvis hurtigt til en opprioritering af hollandske varer, og da det ikke længere behøvede blive importeret, blev der sat høje afgifter på importere varer, og afgiften på bl.a. genever forsvandt stort set.

Hermed var scenen sat for en berygtet periode i Englands historie, The Gin Craze, som udspillede sig i midten af 1700-tallet. Det var en periode, hvor gin var billigere end øl, og der lå mere end 7.000 destillerier i London til at producere gin til byens ca. 600.000 indbyggere. Læs med i næste indlæg, hvor denne meget vigtige periode for ginnens udvikling bliver gennemgået.

Modtag vores tilbud

Hver mandag udkommer vores ugetilbud.
Vil du modtage dem på mail?

0