Foråret er kommet!

Hvis du kigger ud af vinduet, kan du efterhånden godt ane foråret, solen er lidt længere tid på himlen, og fuglene begynder at pippe om morgenen. Iflg. kalenderen skulle det også være forår, så heldigvis har vejret besluttet sig for at følge vores kalender i år! Bevæger du dig udenfor vil du også begynde at se de første forårsbebudere titte op af jorden, krokus, påskeliljer og anemoner. Man kan næsten ikke lade være med at blive i godt humør, og mærke energien, som vinteren har gemt godt på, boble frem igen. Foråret er bare en dejlig årstid!

Endnu en forårsklassiker er den røde rabarber, som er i sæson i april og maj måned. Rabarberen har en skøn syrlighed, der smager fantastisk på så mange forskellige måder: som grød, i tærte, i syltetøj, eller rå med sukker på. Det var derfor helt oplagt, at ginnen i forårspakken blev en gin, med rabarber som sin primære botanical. Valget faldt på Edinburgh Gins Rhubarb & Ginger Gin Liqueur. Det er en ginlikør, hvilket vil sige, at det er en gin, som ikke har den krævede alkoholprocent på mindst 37,5 – den er “kun” på 20. At den har en lavere alkoholprocent gør den lettere at drikke i forskellige sammenhænge. Du kan fx drikke den rå med eller uden isterning i, du kan blande den med tonics (som selvfølgelig indgår i Forårspakken), eller du kan blande den med noget mousserende vin. De to tonics i Forårspakken viser virkelig alsidigheden i likøren. Med den ene får du en rabarbereksplosion, den anden er mere afdæmpet med en dejlig varme fra ingefæren – du kan godt glæde dig 🙂

Når solen begynder at varme nok, kan du sætte dig udenfor med din rabarberdrink sammen med en skøn snack eller en let aftensmad. Et forslag kunne være Tarte Flambée eller Flammkuchen, kært barn har mange navne, der bedst kan beskrives som en meget let pizza. Brdr. Prices udgave (link til opskriften på dr.dk) smager simpelthen fantastisk. Alt efter portionsstørrelse kan du både servere den som en snack eller en let aftensmad. Et råd? Lav rigeligt! Får du ikke spist op, kan du bare fryse resten ned.

Rigtig god fornøjelse!